Er du bevidst om, hvordan du bruger din stemme når du taler, og hvilken indflydelse det har på din sangstemme? Er du omvendt også bevidst om, at hvordan du bruger din stemme når du synger, påvirker hvordan din stemme lyder og fungerer når du taler?

Hvad enten vi taler eller synger, bruger vi de samme organer, og den grundlæggende fysiologiske proces er den samme: udåndingsluften passerer stemmelæberne på vej op gennem luftrøret, og indsnævringen ved stemmelæberne bevirker, at der skabes et undertryk under stemmelæberne, og stemmelæberne suges sammen. Derved opstår der så et overtryk, der får stemmelæberne til at springe fra hinanden. Så opstår igen et undertryk, og sådan står stemmelæberne og åbner og lukker, når vi taler eller synger på vores udåndingsluft.

For at stemmelæberne kan åbne og lukke optimalt, med andre ord svinge frit, og vi dermed kan få den styrke og kraft i vores stemme vi ønsker, er det afgørende at vi har kontrol med trykket, hvormed vi sender udåndingsluften afsted mod stemmelæberne. Både et for lille og et for stort lufttryk hæmmer stemmelæbernes frie svingningsevne, og kan resultere i stemmeproblemer som stemmetræthed og hæshed. Ved at koordinere krop, åndedræt og stemme kan vi styre lufttrykket, og dermed støtte processen med at lave lyd, og da processen grundlæggende er den samme ved sang og tale, er det grundlæggende støttearbejde derfor også det samme, hvad enten vi taler eller vi synger.

Det betyder, at hvis du ikke støtter din stemme optimalt når du taler, overbelaster du dine stemmelæber, og det slid på dine stemmelæber vil påvirke både din lyd og din stemmes funktionalitet, når du synger. Hvis du omvendt ikke støtter din stemme optimalt når du synger, vil den overbelastning af dine stemmelæber også påvirke din lyd og din stemmes funktionalitet, når du taler. Hvordan du bruger din talestemme påvirker, med andre ord direkte din sangstemme, og omvendt.

Jeg møder helt naturligt ofte talere, der ikke er vante til at synge, som synes de hurtigt bliver trætte i stemmen, når de en sjælden gang synger, mens de ikke oplever stemmetræthed ved tale. Dette er helt naturligt, for selvom den grundlæggende proces er den samme ved tale og sang, så er sang mere anstrengende for stemmeorganerne, og kræver en større muskulær udholdenhed end tale. Stemmefunktionen ved sang er nemlig i hovedsagen statisk med fixtoner, hvorimod stemmefunktionen ved tale i hovedsagen er dynamisk med glidetoner. Derudover stiller sang anderledes kvalitative krav til stemmefunktionen end tale, bl.a. krav om intonation, større toneomfang og registerovergange.

Men jeg møder også en del sangere, der synes de hurtigt bliver trætte i stemmen når de taler, mens de sagtens kan synge i lang tid, uden at blive trætte i stemmen. De overbelaster med andre ord deres stemme når de taler, men ikke når de synger. Udfordringen her er jo ikke, at de ikke er vante til at tale, men at sangere ofte er bevidste om hvordan de bruger krop og åndedræt når de synger, men glemmer den samme gode bevidsthed når de taler.

Hvad enten du oplever stemmetræthed eller ej, så se på din stemme som en helhed, hvis du ønsker at udvikle den og passe godt på den. Træn kroppens og åndedrættets støttearbejde, og husk støtten både når du taler og når du synger, så du får mest muligt ud af din træning og din stemme. Er du i tvivl om hvordan du helt konkret træner dit åndedræt, så er du velkommen til en 1:1 session.

Kh Jette