“Jeg er bange for at komme til at virke selvhøjtidelig!”
I lørdags var jeg i Odder for at holde min workshop “Stemmetræning for undervisere – Sådan får du styrke, klang og gennemslagskraft i din stemme, så du ikke bliver træt eller hæs”, og noget af det vi lavede, var at træne at tale tydeligere.
Hvilket egentlig er ret simpelt, når man får de rigtige redskaber.
Vi snakkede også om hvorfor det er vigtigt, og hvordan tydelig artikulation ikke kun giver tydelighed, men også mere klang og styrke i stemmen.
Og så snakkede vi selvfølgelig også om, hvad der kan holde os tilbage fra at tale tydeligt.
…for mange af os får jo at vide, at vi skal tale tydeligere, så hvorfor gør vi det ikke bare?
En af deltagerne sagde, at hun er bange for at komme til at virke selvhøjtidelig, hvis hun taler tydeligere.
God og interessant pointe!
Men det er ikke selvhøjtideligt at tale tydeligt.
At tale tydeligt er at gøre vores ord nemmere at forstå, og mere levende at lytte til for lytteren.
For jo mindre energi vi selv bruger på at tale tydeligt, jo mere energi skal lytteren bruge på at forstå det vi siger.
Og i forhold til os selv, er det at tale tydeligt, at stå ved vores ord.
At vi ikke bare mumler dem i skægget, men at vi sender dem klart ud.
Og at sende vores ord klart ud, og dermed stå ved dem, det er ikke at være selvhøjtidelig.
Det er at stå ved os selv.
Vil du have hjælp til at tale tydeligere?
Så er du velkommen til at booke en 1:1 session, og få de rigtige redskaber du har brug for. Tryk blot på knappen [Book tid] her oppe i øverste højre hjørne af siden.
Kh Jette