Jeg tror dybest set aldrig, at vi er i tvivl.
Vi kan have følelsen af tvivl, ja.
Måske en følelse af tvivl, om vi helt konkret skal vælge det ene eller det andet jobtilbud, eller om vi skal takke ja eller nej til en invitation.
Det kan også være en tvivl om vi skal gå eller blive, eller en tvivl om i hvilken retning vi skal bevæge os.
Men dybest set tror jeg ikke, at vi er i tvivl.
Jeg tror at vi altid godt ved, hvad der er det rigtige for os at gøre eller vælge.
Når vi er i kontakt med vores krop.
For når vi er nede i vores krop, er vi i kontakt med os selv, og vi kan mærke hvad vi har brug for, og hvad vi har lyst til, og dermed hvad der er det rigtige for os at gøre lige nu.
Er vi derimod mest oppe i vores hoved, så er det at tvivlen kommer.
For tvivlen den bor deroppe, sammen med frygten.
Vi tænker og tænker, og overvejer og analyserer…
For hvad nu, hvis jeg vælger forkert?
Og hvad med det, jeg så går glip af?
Og hvad vil andre mon tænke om mit valg?
Og er der endda måske nogen der så ikke længere vil mig?
Det vi mærker og kalder for tvivl, tror jeg derfor ikke er en egentlig tvivl, men mere er en modstand mod, og en frygt for, konsekvenserne af vores valg.
Og en ulyst til at mærke de følelser, der kan følge med vores valg.
Og det er naturligt.
Men hvis du mærker følelsen af tvivl, så luk øjnene.
Tag dig tid, og træk vejret helt ned i kroppen.
Er du egentlig i tvivl, eller er det mere de følelser der følger med dit valg, eller konsekvenserne af dit valg, som du ikke har lyst til?
Jeg tror på, at du allerede har svaret inde i dig.
At du allerede ved, hvad du skal vælge, om du skal takke ja eller nej, om det skal være nu eller senere, om du er det rigtige sted, og i hvilken retning du skal gå…
Vi skal blot lytte til vores krop, for så kan vi mærke svaret.
Har du brug for hjælp til at komme mere i kontakt med din krop, så du bedre kan mærke den, og dermed mærke hvad der er det rigtige valg for dig, så hjælper jeg dig gerne. Du kan læse mere om mine krops- og samtaleterapeutiske behandlinger lige her.
Kh Jette